Kære alle sammen

Endnu en hilsen fra Kosovo, hvor alt (set med mine øjne) stadig går godt.
Det går stadig rigtig godt. I disse dage teer vejrguderne sig helt forkert. Vi har haft høj solskin og ca. 10 grader i skyggen. Det er helt forkert for denne årstid.

Jeg hører, at en orkan er på vej ind over Danmark. Hernede har vi stort set ikke haft så meget som et lille vindpust i den tid, jeg har været her. 
Det kan man faktisk sagtens vænne sig til.

Det vedhæftede billede er et ret typisk gadebillede. Ved det blå skilt i siden af vejen er indkørslen til det hospital, jeg tidligere har omtalt.

Håber I alle har det godt

Mange hilsner fra
Peter

Fredag 25.12.04

I nat var jeg igen makker med Sadat. Forstod på ham, at han næsten ikke havde sovet ved tanken om hans bekendte, der var skudt og likvideret sidste nat. Jeg forsøgte at fortælle ham, at Kim og Benny havde sagt, at han var likvideret mens han lå på ryggen. Endvidere er der en teori om, at han er forvekslet med en anden I kvarteret. En “bad guy”, der har god grund til at kigge sig over skulderen og som går i tøj, næsten magen til den dræbtes. Fortalte også, at våbnet er fundet I nærheden af gerningsstedet. Det lykkedes mig ikke at fortælle det, så Sadat var fyr og flamme for at få fat i en tolk. Det lykkedes ham ved 01-tiden. Med tolkens hjælp fik vi det snakket til bunds. Sadat fortalte mig, at han genkendte den dræbte, straks vi kom derud.
Han syntes det var som om han kiggede på Sadat for at fortælle ham, hvem der havde gjort det, men der kom ingen ord ud af hans mund. Når nu den dræbte lå på ryggen, havde han jo muligvis set personen, der stjal han liv… Jo, det var tydeligt, at det berørte ham meget.
Nå, tolken havde andet at lave, så vi blev overladt til den almindelige, simple (men ok) måde at kommunikere på.

Senere var vi i byens eneste højhus for at køre en pakistansk kollega på sygehuset. Han var faldet i det glatte føre og havde bøjet/brækket et ribben.
”Vejviseren” viste mig ind i en elevator, som er den eneste af slagsen, der nogensinde har gjort mig utryg ved den form for transport.
Jeg må indrømme, at jeg sendte min mor en medfølende tanke undervejs til 7. etage. Turen foregik med små ryk og man hørte – og mærkede - tydeligt, hvordan elevatoren skramlede imod skaktens vægge. Nu kunne det være kønt, om det var netop nu strømmen forsvandt for et par timer... Men ok, både op- og nedturen blev klaret uden fysiske mén.

Derefter blev vi enige om at køre ud på den sædvanlige tankstation for at få vores kaffe. Sadat kaldte KPS-teamlederen, Harun over radioen for at spørge, om han og hans makker ville med. Og sådan sad vi lidt senere på den iskolde og mørklagte tankstation langt uden for byen.
Harun er rimelig god til engelsk, så Sadat bad mig fortælle, hvad jeg vidste om mordet fra forrige nat. 
Som sagt, så gjort.
Harun vidste tydeligvis det meste. Det undrede mig så, at han ikke havde sagt det til briefingen. Nu så jeg en længe ventet mulighed for at spørge ham, hvorfor informationsniveauet ikke er højere. Startede med at fortælle om, hvordan – og om hvad – vi informerer hinanden derhjemme.
Harun fortalte, at da politistyrken er så ny, holder mange efterforskere deres viden for sig selv som et våben til at ”komme frem i systemet”. En slags: jeg vil vise, hvor dygtig JEG er.
Det forekom mig at være en lidt tynd forklaring – men dog en forklaring.

Da vi skulle køre igen, bad Harun mig om at tage plads i hans bil. På vej tilbage vendte han tilbage til det med informationsniveauet. Der var noget, han ikke kunne sige i de andres påhør.
Han fortalte, at der desværre nok var enkelte KPS-ere, man ikke kunne stole helt på. Nogen af dem har utvivlsomt visse forbindelser til den kriminelle verden (fætre, søskende og lignende). Enkelte gange var det konstateret, at KPS-ere havde lækket oplysninger om efterforskning til dem, efterforskningen var rettet imod. Disse kolleger var naturligvis straks blevet afskediget. Sidste år blev to KPS-ere, der var ”på sporet af noget tilfældigvis blevet skudt...”. Også det er medvirkende til, at nogen holder kortene tæt til kroppen, eller måske lukker øjnene for visse ting.
Harun mente dog ikke, at der, for tiden, var problemer i den retning på vores team, men man ved jo aldrig...
I den aktuelle sag var der en formodning om, at en KPS-er er i familie med ham, der SKULLE have været likvideret (så vidt jeg forstod). Vores samtale var ret lang, og til sidst spurgte jeg ham, om hans budskab med snakken var, at jeg skulle tænke mig godt om, inden jeg betroede enhver KPS-er alt...
Til det svarede han: ”Yes it was...!”

En pakistansk kollega, Mohammed, var så uheldig at ”køre af vejen” i det glatte føre i nat. Inde midt i byen kørte han op på fortovet og ramte et vejskilt med lav hastighed. En særlig FN-afdeling tager sig af uheld med FN-køretøjer, så de blev tilkaldt. På trods af banaliteten, tog de hans FN-kørekort, mens sagen står på. Vi tror alle, at Mohammed er faldet i søvn bag rattet, for uheldet skete ud ad ”lige vej”, og FN tror nok det samme, siden...

Da det var tid at gå hjem, prikkede jeg Harun på skulderen og sagde: ”Gnat og mange tak.” Han smilede, nikkede og blinkede med det ene øje: ”Gnat Peter.”
--

Søndag 26.12.04

Det er som om alt får langsommere her.
Folk bevæger sig langsommere, arbejder langsommere, kører langsommere. Tiden går langsommere (på en god måde), ja selv mig skæg gror langsommere, har jeg lagt mærke til – eller bildt mig ind (?)
I hvert fald tager folk den mere med ro – på godt og ondt.

Denne ”langsommelighed” eller ”tagen den med ro” er skærende kontrast til den juletravlhed, jeg ved, der har hersket Jeres december måned derhjemme.
Klokken 8 hver morgen stiller handlende deres boder op overalt i gaderne. Nogen står hele dagen i kulden i håb om at sælge et par pakker cigaretter, andre håber at sælge et par sko eller en dåseåbner. Og de står der bare – HELE dagen. Uden at antaste eller anråbe nogen. De står der bare – og håber. Alt imens folk langsomt trasker forbi, uden at kaste så meget som et blik på den handlende, eller hans bod. I de uger, hvor jeg flere gange hver eneste dag er gået forbi dem, har jeg aldrig set dem sælge noget.
- Eller bygningsarbejderne. De står ofte, frysende, med hænderne i lommen og en cigaret i mundvigen, i små klynger og snakker lavmælt med hinanden.
Hos konditoren står der to ekspedienter og venter tålmodigt på at sælge en kage og en kop kaffe. Den ene tager imod bestilling og servering – den anden tager imod pengene. Hvis man betaler med en 10-euro seddel, dasker de ud på gaden og finder een, der kan veksle.
Jo, vi tager det, som det kommer.
Og som for eksempel nu i dag på arbejde.
Wiatitu, Ahmet, tolken Zymar og jeg blev sendt til indbrud kl. 11.35. En gammel mand havde i nattens løb fået stjålet sin generator fra en lukket baggård.
Gerningsmanden var kommet ind via et åbentstående vindue i et udhus, taget generatoren og låset sig ud via døren til gaden.
En sådan anmeldelse ville have taget maximum 15 minutter at behandle i Danmark (alt i alt). Her skulle der snakkes om hinandens familier, drikkes tyrkisk kaffe J og tilkaldes Teknisk afdeling... Vente på de kom, og så have den gamle med ind på stationen for at afgive - og underskrive forklaring. Alt skrivearbejde foregår med pen og papir – meget papir.
Der sad vi så fire mand stærk (forurettede, min ”lærling”, Ahmet, en tolk og jeg) i mere end halvanden time. 
Klokken præcis 15.30 var anmeldelsen skrevet (3 timer og 55 minutter senere). De sidst godt og vel 3 timer var jeg ved at eksplodere af utålmodighed og irritation over at ”spilde tiden” med al den snak og al det papir.

De sidste 2 døgn har vi ikke kunnet bruge kopimaskinen. Nu er der SLET ikke mere toner i den. Før vi kan få en ny toner (blæk patron), skal den tomme sendes til Pristina, så det kan konstateres at den virkelig ER tom.. Derefter sender de en ny... Jamen, kan de så ikke sende 2, så vi har en ekstra næste gang o.s.v.? NEJ, det går slet ikke...
Jo, tid – ventetid, ekspeditionstid og spildtid har vi nok af...
Tolken, Zymer har iøvrigt boet som flygtning i Randers i 1 ½ år, men rejste frivilligt hjem efter krigen. Det har han nu fortrudt, for han synes godt nok at det er svært og håbløst at få hverdagen til at hænge sammen. I Danmark optog han videobånd af det, han så og oplevede. Den film ser han hver eneste uge, fortalte han. Især Djurs Sommerland var han betaget af. Hmm. Det varer vist en del år, inden der er ressourcer til den slags i Kosovo.

Vi brugte også lidt tid på at besøge forskellige slagtere. Waititu VIL have fat i en komave – en stor delikatesse (for ham). Det lykkedes dog ikke, en vi blev henvist til markedspladsen tirsdag eller lørdag, hvor de står og slagter kvæg.

Jeg skaffede mig et stykke SUXHUG-pølse som jeg vil tilberede ved lejlighed.

I dag har regnen silet ned og gaderne er oversvømmede.
På vej hjem ville jeg købe løse ris. Og tro mig eller lad være. De havde også GRØDRIS (med et rigtigt ”ø”). Det var det der Ø, der sprang mig i øjnene. Og ganske rigtigt. Risen var importeret fra DK-Greve...

Mehrije tog imod. Hun havde igen lavet suppen med diverse tilbehør (bl.a. bønner og hjemmesyltede ting). Lige, hvad jeg trængte til, så min suxhug må vente til i morgen.

Mehrije er også kommet med et par jogging bukser, som hun mener jeg skal sove med om natten for at holde varmen. Det var da så betænksomt, at jeg ikke kunne få sagt til hende, at jeg faktisk har en pyjamas med i tilfælde af jeg ikke kan holde varmen. Hvad stiller jeg nu op? Store problemer at slås med J

Forresten. Havde en tilbagevendende drøm i nat. Endnu en engelsk test. Vi skulle oversætte en tekst som en lærer læste op. Mit problem var, at jeg (som den eneste) ikke kunne høre, hvad han sagde. Det lykkedes mig at få ham til at læse teksten op igen, men så slap papiret op. Ikke hans – men mit problem, fik jeg at vide. Fandt diverse jernstænger, trælister og papstykker, som jeg forsøgte at at kradse noget hjælpeløst engelsk ned på. Da jeg var færdig kunne jeg ikke samle stykkerne til en sammenhæng. Der var intet af gøre... Jeg måtte sendes hjem. Jeg fortalte med påtaget overbevisning, at jeg faktisk ER god til engelsk (en moderat sandhed). En anden lærer blinkede til mig og viste mig, at hun havde skrevet opgaven for mig i smug. Så var den hjemme...
--

Mandag 27.12.04

I dag var jeg makker med Mehmet fra Tyrkiet, Ahmet (igen) og en tolk. Det er først nu gået op for mig, at Jan, Bjarne og jeg tilsyneladende er de eneste internationale på holdet, der nogensinde har prøvet at køre almindelig patrulje. De andre er ”akedemisk” uddannede officerer af forskellig rang. Det viser sig også mere og mere tydeligt, at de andre internationale er meget tilbageholdende og initiativløse. Måske også udtryk for usikkerhed.
Det er også først nu jeg for alvor mærker, hvordan KPS’erne læner sig op ad os. Både lidt skræmmende, og ret motiverende. Jeg har undret mig over den respekt, de andre viser os (Jan og jeg), når vi disponerer helt afslappet og med almindelig dansk, sund fornuft og konduite.
Det er tydeligt, at der er stor rift om at blive sat på den daglige liste med een af os som makker.
Det er også ret motiverende. J
OK, jeg scorede nu også et par billige point i dag. Ud af de tre biler, jeg valgte at standse, havde de to ikke kørekort og på den tredje bil virkede lyset overhovedet ikke.
Snakken blandt KPS’erne gik så på, hvilken næse for den slags man kan tillære sig med 25 års erfaring. Ham, uden lys på bilen var kørende i en gammel Lada (mindst 20 år gammel). Alt osede af at han balancerede på fattigdomsgrænsen.
Da jeg kiggede i ”bødetabellen” kunne jeg se, at han stod til en bøde på 35 euro (svarende til ca. 1/6 del af en gennemsnits månedsløn), kunne jeg godt se, at han ville få store problemer med at betale både bøde og reparation af bilen. Han fik muligheden for at reparere bilen, og komme og vise mig det onsdag kl. 18.00. I modsat fald vil jeg udskrive en bøde. Han takkede mange gange for min forståelse og bukkede dybt i taknemmelighed. Nu må vi så se, om han kommer....!

Ahmet og tolken var ikke sen til at fortælle den historie, da vi kom tilbage til stationen. Da de jo ikke svømmer i penge selv, synes de godt om den disposition. Ahmet (Tyrkiet) undlod at tage stilling...

Til aften tilberedte jeg min suxhug. Den smagte godt – om end ikke helt så godt som den jeg tidligere har smagt forskellige steder i byen.
Spiste den med løse ris og Mehrijes hjemmesyltede, stærke peber, tomat og agurk.
--

Tirsdag 28.12.04

I dag er det Julies fødselsdag – 19 ar. Tillykke med det, og selvfølgelig er jeg ked af at jeg ikke er hjemme på denne dag. Heldigvis kan jeg høre på hende, at hun ikke ”bebrejder” mig, at jeg er væk.
Hendes tanker er vist også et andet sted. Hun og en veninde har netop bestilt flybillet til New Zealand, hvor de skal arbejde og opleve en masse i ca. 3 måneder fra slutningen af januar. Jeg er meget glad for at hun griber den mulighed.

Ellers lader det til at vejret ville blive det mest ophidsende i dag. Hele formiddagen regnede det så kraftigt, som det ellers kun lader sig gøre på film.
Alligevel traskede jeg en tur ud i byen – for også at opleve denne regn – uden paraply. Min gåtur skulle slutte i Fitness centret, og jeg ville skyde genvej. Kendte ingen genvej, men med mit indre kompas udstak jeg en kurs og bevægede mig ind i de små gader, der ikke er asfalterede.
At bevæge sig tørskoet rundt i disse gader i sådan et vejr vil jeg nærmest betegne som at spille skak. Ganske vist har jeg aldrig lært at spille skak, og det er måske grunden til at jeg heler ikke forblev tørskoet. Ikke nok med, at man skal springe fra ’tue til tue” over større eller mindre vandfyldte huller. Man er også nødt til at se fremad – overveje sine kommende træk, for ikke at blive fanget på en ”ø” eller i en gade, hvor man ikke kan komme videre fra på grund af vand.
Jeg kom forbi den markedsplads, hvor der angiveligt bliver slagtet kvæg om tirsdagen og lørdagen. Markedspladsen lå helt øde hen. Måske på grund af vejret. En bæk – eller kloak løber forbi markedspladsen. Regnen havde skyllet bunker af gadeaffald ned i ”grøften”, som også vidnede om, at der ganske rigtigt bliver slagtet kvæg her omkring. En stor del af denne ”grødede masse” bestod af slagteriaffald: knogler, indvolde og hele kohoveder... Ikke ligefrem befordrende for appetitten, men klart een af mange forklaringer på, at de vilde hunde er småfede. Desværre een af de få gange, jeg ikke havde mit kamera med.
Vist nok for 3. dag i træk var jeg ”læremester” for Ahmet og igen havde vi tolk med.
Nytåret nærmer sig, og i gaderne høres oftere og oftere kæmpemæssige brag af kraftigt fyrværkeri. Knaldfyrværkeri er forbudt – ligesom i Danmark, men befolkningen har en noget mere afslappet holdning til det. De fleste gadehandlere har suppleret udvalget af cigaretter, eller sko med store kanonslag. Vi er blevet bedt om at konfiskere dette fyrværkeri.
Vi besluttede os for at gå en tur ned ad een af gaderne. Jeg foreslog Ahmet 3 forskellige muligheder:
1) at lukke øjnene for salget.
2) Slå hårdt og konsekvent ned på alle sælgerne, eller
3) Give dem en advarsel og så gå turen igen i morgen.
Ahmet synes bedst om den sidste mulighed. Den bifaldt jeg, da det forekom lidt ”urimeligt” at slå for hårdt ned på tilfældige, fattige gadehandlere, der forsøger at skaffe brød på bordet ved at handle.

Mens kæmpemæssige kanonslag eksploderede omkring os, besøgte vi 10 – 15 handlere på gaden. Alle var klar over, at det er forbudt, og de lovede - uden brok – at fjerne det ulovlige fyrværkeri til i morgen....!! Har jeg nu været for naiv igen...?
Denne række af gadehandlere stod side om side under et halvtag af plastik. I boderne var der tonsvis af fyrværkeri. Dette på trods stod de midt i dette krudtlager og røg og varmede sig ved gasblus og lignende. En rigtig krudttønde.., og måske reelt mere farligt end det at affyre nogle kanonslag..?

Vi standsede en ung mand i bil, som havde glemt sit kørekort. Jeg tog hans studiekort i pant og gav ham en time til at dukke op på stationen med kørekortet.
Han kom præcis – sammen med sin moster. Mosteren præsenterede sig som kollega fra færdselspolitiet, og undskyldte sin nevø.
Han var godt nok ikke HELT 18 år endnu – og derfor intet kørekort, men da det var faderen, der havde bedt ham køre bilen, bad hun mig om at ”glemme episoden”. Den gik naturligvis ikke, og efter et par forsøg opgav hun (smilende) og sagde: ”OK, du gør dit arbejde godt...”.

Lidt efter kl. 20.00 blev en mand skudt, mens han sad i sin bil. Gerningsstedet var ca. 500 meter fra politistationen og ca. 1.000 meter fra stedet, hvor een blev skudt sidste uge.
Desværre befandt vi os i den anden ende af byen, så vi blev ikke sendt til stedet.
Da der INTET var kommet på radioen efter at kvarter, drev almindelig politimæssig nysgerrighed os alligevel til stedet.
Samme scene som sidste uge udspandt sig. Et afspærret gerningssted og 10-20 politifolk der stod og kiggede på...
Da offeret (vist nok) ikke var helt død, var han bragt til sygehuset.
Jeg spurgte mig for, men ingen kolleger kunne bidrage med fakta om vidner, gerningsmand, motiv eller lignende.
Jeg fik naturligvis den tanke, at offeret kunne være ham, der skulle have været aflivet i sidste uge. Jeg trak KPS-lederen lidt til side og fortalte ham beskedent min tanke. Nej, den teori holdt ikke – efter hans mening, for der var mere ende 500 meter mellem gerningsstederne...
Ved gerningsstedet så jeg noget – og fik een eller anden tanke, som jeg ikke bryder mig om.
Husker I min gode kammerat og KPS-kollega, Sadat, der kendte den myrdede fra sidste uge? Han havde fri i dag, men ikke desto mindre så jeg ham i sin private bil, forlade en p-plads, 50 meter fra gerningsstedet... Nå, vi kørte til stationen i håb om at få mere at vide. Det blev vi nu ikke klogere af, men nu var Sadat også der. Helt bevidst forsøgte jeg at pjatte med ham. Han forekom mig at være meget fjern i blikket, stille, alvorlig og fraværende... Nej, nu skal jeg jo heller ikke se spøgelser alle vegne...

En af de nye amerikanere fandt nu alligevel frem til et vidne, der kunne opgive registreringsnummeret på den bil, gerningsmanden var flygtet i. Bilen blev rundkastet til alle køretøjer, og det var så det. En time senere forekom alt normalt, og der blev ikke snakket mere om den sag. Meget underligt for en dansker. Må lige understrege, at sagen naturligvis efterforskes i den afdeling, der nu engang tager sig af den slags.

En times tid efter skudepisoden etablerede vi et checkpoint i udkanten af byen på Pristina Road. Til forskel fra Ahmed var min motivation til at tjekke kørekort m.v. ikke ret stor, men jeg måtte jo vise min gode vilje. Ahmet stillede sig ud på vejen og vinkede en bil ind til siden. I stedet for at standse, speedede føreren op og kørte udenom ham.
Så gik den vilde jagt. I det disede, mørke vejr på en landevej uden nogen former for hvide striber eller kantpæle, og med risiko for at støde ind i et mørkt hestekøretøj eller lignende, jagtede vi af sted med op til 110 km/t (lidt uforsvarligt...). Vi nåede at se registreringsnummeret og bil mærke.
Huskede, at FN’s biler registrerer hastighed og fører, og at ”overspeeding” koster ”kørekort-karantæne”. Jeg sansede dog at melde over radioen, at vi overspeedede, og hvorfor, og så skulle der (vist ikke) ske noget med mit kørekort...
Desværre indhentede vi ikke bilen – det ville have været alt for uforsvarligt, så nu venter jeg blot på om jeg får en hilsen fra FN...

Den computer, der indeholder det program, der laves arbejdsplaner, døgnrapport m.v. på, har været defekt i to dage nu.
Det lader ikke til at bekymre andre end ham, der skal bruge den. OK – her er mange ting, der ikke duer, og det er en underlig fornemmelse at mærke, hvordan man langsomt opgiver at beklage sig, og blot nøjes med at trække på skulderen....

Da jeg traskede hjem lidt over midnat kom en ung mand, ca. 18 år, hen til mig og sagde: ”Hey dansker...” Det var ham, jeg for et par uger siden mødte på et lille spisested. Han har boet i Sverige i 7 år, og ville gerne snakke sit ”andet modersmål”. Han synes det var synd for mig, at jeg skulle undvære min familie i jul og nytår. Spurgte om ikke der var svensk politi i byen, men det måtte jeg bedrøve ham med, at der ikke er...
Sympatisk ung mand.
--

Onsdag 29.12.04

Den kummerlighed, elendighed, fattigdom, dårlig infrastruktur m.v. jeg oplever – og forsøger at beskrive – her, blegner fuldstændig i forhold til de billeder og reportager jeg ser i disse dage på CNN fra Indonesien, Sri Lanka og nærliggende steder. Jeg har ikke noget indtryk af, hvor meget katastrofen dernede optager folk her, men jeg ved, at de selvfølgelig har hørt om den.
Umiddelbart vil jeg vurdere, at de hurtigere end vi andre må rette deres tanker og koncentration om at skaffe mad og varme til sig selv.

I formiddags gik jeg en lang tur på ”Long Market Road”, som ligger lige bag huset, hvor vi bor. Jeg tror de fleste har ferie denne uge, for overalt var der ufremkommeligt af mennesker og boder. Lige så livsbekræftende som livet ude i Ciga synes håbløst. I en sidegade havde bønderne ude fra oplandet samlet sig. Her solgtes (ny?)malket mælk i Coca Cola flasker og en mærkelig ost, der ligner feta, fra halvbeskidte spande og kar. De urenheder, der dumpede ned i osten, pillede de handlende op med deres beskidte fingre. Never the less (jeg er faktisk begyndt at tænke – og drømme på engelsk J), der var god gang i handlen.
Også i hundredvis af kyllinger og kalkuner. I starten undrede jeg mig over, at de bare lå ganske stille. De var måske vant til at være her...? Opdagede da, at deres ben var bundet sammen, så de havde blot affundet sig med skæbnen.
Jeg kom til at tænke på Waititu’s trang til kylling, så jeg spurgte et par bønder om prisen for en kylling. Deres forlangende var 5 euro, og så blev den også slagtet på stedet. 
Jeg fandt frem til Waititus bolig, men han var desværre ikke hjemme. Jeg havde ellers håbet at få et billede af en kylling, blive slagtet midt på åben gade. Måske en anden dag...

Stationen er igen invaderet af nye folk. Denne gang fra Bulgarien, Ukraine og Rusland. En ukrainer og en stor Russer, Alexander, er kommet på mit hold. Ukraineren fortalte, at hun aldrig før har siddet i en patruljevogn. Det er nok bedst for alle, at hun fra den første januar skal starte i dataafdelingen...
Jeg havde fornøjelsen af at skulle vise Alexander rundt i byen (man er vel gammel i gårde her i Peja). Han er 39 år, chef i en afdeling, der efterforsker mod politifolks ”dårlige manerer”, og han taler et svært forståeligt engelsk. I øvrigt rigtig rar med en god, tør (nærmest vendelbosk) humor.

Ved aftenstid indfandt Jan sig på stationen efter sin juleferie. Gensynsglæden var stor, med smil og knus... I forbindelse med et tyveri af en mobiltelefon, var Ahmet, Alexander, en tolk og jeg på et værtshus for at finde tyveknægten. Vi traf også den mistænkte, men kunne ikke rigtig bevise noget. Alle var fulde, og jeg fornemmede en lidt ”dårlig stemning mod politiet”.
Da vi kom tilbage til stationen, fandt vi ved et tilfælde ud af, at den mistænkte er eftersøgt som gerningsmand til et væbnet røveri. 
Så var det med at komme tilbage til værtshuset igen.
Denne gang to patruljer.
Oplevede da, at russere, amerikanere, albanere og danskere ikke arbejder helt på samme måde i ”skarpe situationer”. Det gik nu fint alligevel. Alle blev beordret til at forholde sig fuldstændig i ro, mens amerikaneren og jeg anholdt e og visiterede den eftersøgte.

Var naturligvis også henne og tilse de boder, der helst ikke længere skulle sælge fyrværkeri. Ikke overraskende havde de glemt at fjerne al knaldfyrværkeriet. Een af dem ville absolut demonstrere, at det han havde tilbage ikke knaldede så højt. Som sagt, så gjort. Efter danske normer forekom braget mig nu ganske højt, og jeg behøvede da også bare kigge på ham, inden han pakkede sammen, gav os stumperne og skrev under på en konfiskationserklæring.
I mellemtiden havde de fleste andre, forståeligt nok, fjernet kanonslagene fra deres boder.

Det forlyder, at skudofferet fra i går ligger på sygehuset i Pristina, hvor han stadig er i livsfare.

Jan ventede derhjemme, og vi udvekslede nyheder fra ind- og udland. Klokken blev vist over 2, inden vi gik til ro..
Det var nu dejligt at ”ha ham hjemme igen J ”